Kajakklubben Esrum Sø

Sea Challenge Bornholm 2011

I weekenden, den 19.-21. august deltog Kasper Ø, Estrid S, Marianne K og Marianne B i SeaChallenge Bornholm. Løbet er for havkajakroere over 18 år, som har en tilpas egenfærdighed mht. ro- og redningserfaring. Bornholm rundt på 3 dage; en distance på 110 km fordelt på følgende 3 etaper: Rønne-Nexø (44 km), Nexø-Allinge (38 km) og Allinge-Rønne (28 km). En udfordring, som vi havde glædet os til, men som vi samtidig også var lidt spændte på, da det jo er et stort vand og på tid.
På første etape, fredag, stillede vejrguderne op med middelvind mellem 13 og 14 m/s med over 20 m/s i stødene fra sydvest drejende til syd, så blev det en ægte udfordring. Bølger på 1½-2 meter, som brækkede ned over os - det var om at holde fokus på roningen ned mod Dueodde.. Kasper og Marianne K fik bevist, at rulletræning i svømmehal godt kan bruges i praksis, når bølgerne pludselig bliver til en “vaskemaskine”. Så sejt! Historien om lørdagen gik på “ham der væltede, og som blev dernede under vandet så skrækkelig længe, før han dukkede op igen i et grønlænderrul med en anden pagaj, end den han roede med, før han væltede”. Vi som har set Kasper øve overgangen fra wingpagaj til grønlænderåre under vandet grinede en hel masse og opfordrede alle til at gå i gang med rulleøvelserne!

Lørdagens etape blev aflyst pga. samme modvind og erstattet med en fin sightseeing ind og ud mellem skærene på kysten fra Nexø og til Svaneke. Blæsende, men dejlig tur med madpakke og tid til at finde Svanekes dejligste ismejeri og prøvesmage varerne: Figenis, hindbæris, chokoladeis med flødeskum og guf - dejligt. Retur til Nexø og transport med bil langs kysten til Allinge. Nøj, hvor ville vi gerne have roet den smukke strækning. Men det må blive et andet år.

Søndag var etapen i det smukkeste vejr og vind på 3-4 m/s fra sydøst og syd. Spændende, for det betød for nogle af os, at vi fik oplevet Hammerknuden helt tæt på. Der kunne roes helt ind til klipperne, få meter fra klippevæggen, og det er jo ikke en dagligdags oplevelse på Bornholm, hvor de fleste kender Hammerknuden for store bølger og høje skumsprøjt. Marianne B nød turen rundt, med fotografering og klippekiggeri, men de øvrige tre susede forbi i fuld fart for at få en bedre tid end de nærmeste konkurrenter. 

Tilbage i Rønne var der kaffe og solskin. Tre gode venner ventede på mig på broen - det er jo sidstemandens privilegium! Dejligt! Fire trætte, glade og lidt overstadige roere på en dejlig søndag eftermiddag på solskinsøen.

Estrid havde tiltusket sig mulighed for at låne en rigtig spændende, ny havkajak til grønlænderrul, som var med på SeaChallenge Bornholm, og inden længe sad både hun og jeg i hver sin Ivalo. Spændende og sjovt at få lov at opleve det også. Estrid viste et par af de flotte scullingrul, som hun har fået lært henover vinteren, og det vakte stor jubel.

Nåh ja - placeringer:

Herrerækken:
Nr. 4 - Kasper Østerbye - tiden: 08:04:01

Damerækken:
Nr. 2 - Estrid Stephansen - tiden: 09:18:09
Nr. 3 - Marianne Kristensen (også kaldet Duracel) - tiden: 09:42:03
Nr. 4 - Marianne Bjørn - tiden: 10:04:48

Tak for turen, venner!
Vil I med næste år??

Marianne B

Handel

Kontakt

Adresse

  • Kajakklubben Esrum Sø
  • Krostien 11
  • Nødebo
  • 3480 Fredensborg