Beretning fra kajaktur i Lysefjorden
Det var en tåget morgen, da jeg den 9. juli blev sat af i Stavanger jollehavn for at begive mig på tur til Lysebotn i bunden af Lysefjorden. Turen var planlagt til at være ca 65 km hver vej og skulle ros i havkajak med telt sovepose og trangia. Jeg havde sat en hel dag af til henholdsvis ud og hjemtur, så GPS’en skulle bare være på kortfunktion – ikke noget temporæs her, men bare god tid og forhåbning om fine pauser. Turen var udset til at begynde med et 4 km kryds over Gandsfjorden, og da der var temmelig dårlig sigt i det traffikerede farvand omkring havnen, var det på med neonfarvet kasket og ellers med at ro helt tæt på havneåbningen for at sikre at færgetraffikken blev krydset på det smallest mulige sted. Jeg var glad for, at jeg et par dage forinden havde rekognosceret på fjorden, så jeg kendte de øer, der langsom dukkede op i tågen, hvor man skulle anstrenge sig for at se, hvor havoverfladen sluttede ,og skydækket begyndte. I øvrigt en af de situationer, hvor en GPS er en helt fantastisk hjælp, når man sådan hopper fra ø til ø uden landkending undervejs.Efter kryds af Gandsfjorden gik turen ned gennem Høgsfjorden. Her oplevede jeg en havørn komme svævende gennem tågen ret over mit hoved. Fantastisk som sådan en fugleoplevelse kan kvikke en op og straks sætte sig minder. Et enkelt marsvin kom også og brød den spejlblanke overflade, inden jeg efter små 25km kom til åbningen af Lysefjorden, der er en smal sidefjord til Høgsfjorden. Her roede jeg ind i en ny fjord og ud af tågen, der blev liggende bag mig. Foran lå nu 40km gennem en smuk smal fjord med særdeles høje og stejle fjeldformationer på begge sider. Gennem hele Lysefjorden blev jeg mange gange fulgt opmærksomt af sæler, der nysgerrigt stak hovedet op og kiggede på mig. Altid en fin oplevelse, selv om den hjemlige dræbersæl fra Roskilde fjord, der groft og uprovokeret angeb en kvindelige kajakroer med efterfølgende skadestuebesøg til følge, nu også vækker et par mindre behagelige tanker, hver gang jeg er tæt på disse dyr.
Der er ikke mange steder, hvor det er let at få en fuldt læsset kajak på land i Lysefjorden. Dels er fjeldsiderne mange steder lodrette, og dels er det meget ujævn klippekyst, der ellers tilbyder sig.Ved frokosttid fandt jeg alligevel en fin plads ret overfor Prædikestolen, der tronede godt 600m oppe. Selv med det blotte øje kunne man se et mylder af mennesker på og omkring dette udsigtspunkt. Set gennem kikkerten blev sammenligningen med baviangrotten i zoo endnu mere nærværende. Overalt på de stejle klipper, hvor et menneske kunne komme op, sås der folk. Selv sad jeg behageligt på en solbeskinnet klippe, og kunne snildt nyde panoramet hele vejen rundt set fra fjordhøjde. Ligeså fint det kan være med gruppeture og godt selskab, ligeså fantastisk kan det være at være alene undervejs, med den frihed og den ro det giver. Efter frokosten luftede det lidt op med begyndende skumtoppe på fjorden. Da vinden kom ret i ryggen, fik jeg trods tungt lastet havkajak i små to timer det ene surf efter det andet og kom hurtigt fremad uden at anstrenge mig. Ved Flørli kunne jeg se trappen med 4444 trappetrin, der følger vandkraftrørene højt op af fjeldsiden. Jeg havde på forhånd valgt, at der ikke denne gang blev tid til den ellers sikkert meget fine tur op her. Jeg havde dog regnet med at gøre en mindre pause. Selvom der netop var bygget helt ny brygge, var afstanden fra vandet og op ca 1,5m, og der var ikke lige oplagte steder at trække kajakken helt op. Da der samtidig med uregelmæssige mellemrum kommer sightseeingskatamaraner gennem fjorden, der efterlader kraftige bølger, turde jeg ikke fortøjre kajakken for at gå i land her. Jeg krydsede derfor fjorden og fandt en fin plads små 8 km fra endemålet, hvor jeg kunne sidder og betragte en 1000m lodret klippevæg og herunder se den berømte Kjeragbolt.
Efter yderligere en lille times roning kunne jeg gå i land i Lysebotn og slæbe min kajak op på en campingplads bare 100m fra vandet. Lysebotn er ud over campingpladsen og en turisthytte tømt for liv, og det var morsom at erfare, at folkene der drev pladsen var fra Bulgarien, mens mange af pladsens gæster var fra Rusland, Chekkiet og Polen, men også et par italienere en Schweizer, noglen tyske biler og en enkelt dansk familie var at finde på pladsen med yderst sparsomme faciliteter. To herretoiletter, og en håndvask til opvask gav det meste af tiden mindre køer. Pladsen er også bemærkelsesværdigt blottet for campingvogne, men er oversået med telte og et par enkelte mobilehomes.
Næste morgen startede med støvregn, tæt skydække, og en stadig sværm af knot omgav en, så længe man ikke bevægede sig tilstrækkeligt. Den del af teltlivet kan godt gøre en lidt småpigefornærmet, når nu naturen er så naturlig og ikke lader en fredelig kajakmand i fred under morgenmaden. Det var dog planen at komme op på Kjerag ca. 1000m over min soveplads. De første 7km er der en lille snoet bilvej, hvorefter det er en 5timers vandretur frem og tilbage i stejlt tærren. Folkene på campingpladsen kunne ikke sige noget sikkert om transportmuligheder det første stykke. Vi havde også kun begrænset fælles sprog, da pladsenblev drevet af bulgarere. Dog forstod jeg, at for 4-500kr ville de nok kunne kalde på en ven med bil, så jeg valgte at begive mig af sted til fods. Efter 2km fik jeg et lift af en fransk bil op til ørnereden i 640moh, hvor vandresporet begyndte. Mens jeg steg op herfra, begyndte tågen langsomt at lette, og jeg kunne se fjeldtoppene på den anden side af fjorden, der under mig på hele turen var pakket tæt ind i skyer. Jeg havde således en fin men - grundet de mange stejle stigninger - anstrengende tur frem til Kjerag, hvor jeg akkurat nåede at få et kvarter, inden det hele igen blev pakket ind i tæt tåge. Jeg ventede halvanden time på toppen - og så folk stige op på bolten med 1000m lodret fald under sig - i forhåbning om igen at få klart vejr. Da dette ikke skete, men sigtbarheden kom helt ned på ca 50m, begav jeg mig nedad igen. Det var en speciel oplevelse at gå omkring på fjeldet og ingenting kunne se udover det næste røde T, der heldigvis aldrig forsvandt, men samtidig regelmæssigt kunne høre stemmer på alle mulige sprog ude i intetheden. Efter at være nået frem til bilvejen begyndte nedstigningen heraf. Jeg blev passeret af 6-7 biler i alt uden dog at få et lift. Samtidig passerede jeg små 10 andre i samme situation som jeg på vej ned til Lysebotn.
Dag 3 var jeg inviteret til rødvinskomsammen hos nogle venner i Stavanger om aftenen, så jeg stod op med et mildt pres om ikke at komme alt for sent frem. Skyerne hang tæt over fjorden små 100m oppe og lukkede helt af. Knottene forlystede sig muntert alle blottede steder på min krop, og jeg sad klar i kajakken kl. 7. Da skydækket senere slog over i regn, og den vind der kom var stik i mod, blev hjemturen i noget højere grad en udturen en ren transportstrækning. Da min kajakafhenterske tidligst ville kunne hente mig på havnen i Stavanger kl 15.20 efter arbejde, endte jeg med grundet det dårlige vejr og min deraf manglende lyst til pauser at få det problem, at jeg ville komme for tidligt frem. Jeg tog derfor en afstikker ned i Hølefjorden og roede ud for Lifjeld ekstra omkring nogle småøer, hvor jeg heldigvis fandt en anløbsplads med et shelter og således kunne gå i land, uden at det blev alt for råt i det for vestlandet så typiske sommervejr. Temmelig præcis kl. 15.20 kunne jeg således efter en helt igennem vellykket tur i en i særklasse anbefalelsesværdig fjord, med meget usikre vejrforhold ro ind i Stavanger jollehavn.Af Bjørn Amundsen
